Hilde Hyldeblomst, af sommer er du kommen..

I nu snart en uge har morlil propfodret ungerne med de første ærøske jordbær, dertil den obligatoriske fløde og så lidt sukker. Hver dag er en havedag, hvis ikke med havehold, så med grill på terrassen, pensumlæsning på læfyldte og solrige pletter, ungernes hopperi på en nyerhvervet (og meget lidt køn, til gengæld stor!) trampolin og nu også plukning af de meget tidlige hyldeblomster, som tegner Ærø i brusende, hvide linier henover øen. Ærø er ikke bare sommer. Sommer er simpelthen Ærø! På køl findes nu min hjemmebryggede hyldeblomstsaft og jordbær/rabarbermarmelader, der deciliter-lig smager af fuldfed Ærøsol. Kan det snart blive bedre? Jeg tror det ikke...

Grågrumset er havstokken af østlig vind, men det afholder os ikke for at springe i bølgerne. Vandet er skønt, sejl pryder øhavet og havnene så småt af lystfolk og sejlergemyt. Vilde roser kappes med fjerdragter fra knaldpink til sart rosa med de levende hegn af hvide hyldeblomstskærme, og ærøfolk er kulørte allerede - fra landmandsbrun til rødmosset og nougatfarvet. De smiler allesammen, traver mere saligt gennem byernes varme stræder og går i Netto og Brugsen fra morgenstunden. Hvis de kan nå det.

Øens gemytlige og næsten nye turist- og erhvervschef, Carl Jørgen Heide, udtalte nyligt til den lokale avis, at Ærø er Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Og jeg ku' ikke være mere enig. Man undres såre over, at Ærø i denne solfrådende indledning til sommeren kun sparsomt gæstes af turister. Og man får lyst til at stå på toppen af Synneshøj (Ærøs højeste punkt) og råbe til alverden: I ved ikke hvad I går glip af!

Men så alligevel...En søndag aften med tur til Ærøskøbing, og i børnedirigeret retning af øens famøse vaffelbageri, møder man kun en samling turister og lokale ved netop vaffelbageriet, for intet andet er åbent. Restauranter og cafeer ser stadig vinterlukket og rømmet ud, og byen er øde og stille. Og det er ikke kun fordi det er søndag. Det er også mandag, tirsdag, onsdag, torsdag...Det er hver dag på Ærø indtil klokken er slagen højsæson og en selvudnævnt vægter i Ærøskøbing springer i aftensang og lettere pyntede by-historier og Ærø-anekdoter. Og det er selvfølgelig ikke godt nok. Sommer er sommer når solen skinner og danskere vil ud i den, flygter ud af storbyen ved enhver given lejlighed, og storsvedende og fortravlet kunne lande med Ærøfærgen til lilliputland og en spontant arrangeret weekend eller miniferie. Måske man sku' genindsætte de befriende, "hvide busser", denne gang på fornøjelig baggrund, og rulle ud af Odense, København og Århus hver fredag kl. 15 fra 1. maj - 1. oktober og retur søndag til sengetid. Til en yderst fordelagtig pris, med indlogering og bespisning samt cykelleje. Og Ærø i metervis af plads og muligheder, og ro og livgivende landskabsscenarier og himmelhøje stjernestunder.

Det er udnyttelsen af det man kalder skuldersæsonen, man bør opfordre til. Og en generel iværksættelse af initiativer, som både levendegør og beskæftiger Ærø i længere perioder henover året, og muliggør interessen for øen som bosætteremne, hvor boligpriser på landsdækkende plan fortsat tvinger særligt nyetablerede familier længere ud i periferien. Men ikke en hvilken som helst periferi. En ærøsk periferi.

Driftbevillinger for ærøske hoteller og restaurationer kunne pålægges, ikke en lukkelov, men en "åbnelov", hvor man lokalpolitisk kunne manifestere ønsket om forpligte øens næringsdrivende i turisterhvervet. Det kræver selvfølgelig at de næringsdrivende oplever, at turist- og erhvervsapparatet på øen af al magt vil søge at allokere de gæster, turister og potentielle tilflyttere, som skal bespises, beværtes og underholdes i sæsonudvidelserne. Men det hele hænger jo uløseligt sammen. Øget markedsføringsindsats batter ikke, hvis turisterne gentagent møder lukkeskilte og ikke-eksisterende velkomstkomité. Vi vil forkæles når vi holder ferie, særligt når vi endnu betaler dyrt for ferie i Danmark, Ærø ikke mindst pga. færgeforvridende overfartspriser, for de flestes vedkommende måske også en broafgift mv. Så er det i hvert fald ikke gjort med en Arrebo-bajer (selvom den snarligt findes i snart både kunstnerisk tilsnit og i flere specialbryggede varianter),og en tur på de toppede brosten af stokroseidyler og fuldfredede købstads-sjældenheder.

Jeg foreslår at man nedsætter et tværorganisatorisk udvalg, som kan udarbejde en plan for mulige scenarier i skuldersæson-udnyttelsen. Hvad vil Ærø? Hvad kan Ærø nu? Og hvad kan Ærø komme til at kunne? Om så Samka skal besejle Nyhavn-Ærø 20 gange årligt, eller Jesper Bus (øens busrullende entreprise) hyre 5 nye sæsonchaffører, eller færgedirektøren kaste "turpas" overbord i stor stil. Der MÅ være flere muligheder...
Ja, ja, ja, det er dyrt altsammen. Men hvad? Så må der tænkes endnu mere kreativt. Hvem vil ellers besejle øhavet med landgang Ærø? Charterbåde? 5 pensionerede Marstalskippere? Altså for hulen, Ærø er Danmarks fortidige søfartsø. Kan Ærø ikke skabe forretning for en ny moderne type søfartshistorie, benefit af national brandingagenda med Blå Zoner og kystturisme i hver en overskrift? Hvem kan dog ellers?

Mit bidrag er på den vis ikke endnu et opkast i en evindelig færgedebat (selvom dén er, om noget, endnu vigtigere), men et forsøg på at skubbe på i den diskussion vi ikke kommer uden om, og som Ærø selv med nye, kommunale strategier vælger at fokusere på med den politiske intention; "Øen har særlige kompetencer inden for søfart, vedvarende energi og oplevelsesøkonomi. Ærø er et af Danmarks førende maritime formidlings- og kompetencecentre. Ærø er også en af Danmarks førende destinationer for lystsejlerturisme,og et attraktivt mål for alle former for aktiv ferie. Ærø lever til fulde op til sloganet ”en ferie du bliver klogere af". (Kilde: Forslag til udviklingsstrategi, Ærø Kommune, 2008).

Kan der lyde et bedre startskud. Vi skal bare igang. Nu hellere end siden.

PS. Er der ikke noget med en skibsredder, der elsker det sydfynske, som for alt i verden vil bevare søfarten og de bølgende Danmarksbilleder, og som pt. finansierer hel ny havn på Strynø???

Ærøske udviklingsstrategier

Kommunen har udarbejdet forslag til udviklingsstrategi for Ærø kommune fra 2008 til 2013.
Høringsfasen startede den 7. maj og slutter den 25. juli.
Strategierne blev præsenteret og diskuteret ved et borgermøde, som afholdtes 11. marts på Rådhuset, hvor grupper på strategiske indsatsområder behandlede Børn og unge, Infrastruktur og transport, Uddannelse og kultur, Sundhed og ældrepleje, Turisme og erhverv og Natur og miljø. (se iøvrigt mere herom i tidligere indlæg)

I Sysleklubben, som er et kvindeligt tilflytternetværk, er debatten godt igang om disse strategier. Og flere byder nu ind med ideer, input og opfordringer, som også skal være tilgængeligt fra denne blog.
Se mere i kommentarer til dette indlæg, giv din mening til kende. Også gerne på Ærø Kommunes debatside, hvor man ikke kan være sikker på at indlæggene bliver besvaret. Til gengæld bliver de formentligt både set og læst. Så lad os levendegøre strategierne, diskutere dem og gøre dem relevante og nærværende for os alle.

Forår i håret og blår i øjnene

Påsken trillede ind i sin skal igen. Æg kan man atter få på Ærø (!), og alle mine skriggrønne og håbefulde forventninger går på, vitterlig, at koge de æg i havvand næste år.

Vinter kom og vinter gik. Og blot en enkelt dag var de ærøske alper dækket af sne, som ungerne har haft på ønskesedlen siden vores ankomst til øen for 2 år siden. Så vi kælkede Bakkelandet tyndt og enderne kolde og tøjet vådt - en enkelt, men helt enestående dag på Ærø.

Og så er foråret over os igen, nu så tydeligt at de længere lyse dage giver mulighed for aftenture INDEN skumring. Øhavet går i blik, mens solen stryger flaget, og lærker og stære synger nu i lystig decibel foroven. Min daglige tur langs kysten og digerne bidrager med skønt afbræk fra studier og opgaver. Giver vind i håret, småsyre i benene (der er bakker alle vegne) og ro til at hæve tankerne lidt op over dagligdag og låget på min notebook. Det er mit frikvarter. Jeg er på Ærøstoffer, og har opdaget at jeg bliver svært pirrelig, hvis der går kuk i min vandreplan.

Men som jeg nu går i min egen ophøjede sindsstemning og skummer tanker, som øhavet skummer sprøjt under mine gedigne damestøvler, ja, så vejrer jeg forår i mere end en forstand. Og desværre et også mere falmende end spirende af slagsen.

Den ærøske vår mildt sagt blomstrer af traditionelle, årlige generalforsamlinger i de mere end, ifølge Region Syddanmark, 150 foreninger som findes og drives på engageret vis rundt om på hele øen. Det er tid til status. Og det er for nogles del åbenbart også de braklagte ambitioners og opgivende sværdslags tid, desværre.

En lille forhistorie...

Jeg deltog for nylig (med en 70 andre gæve Ærøboere) i det - fra kommunens side - sikkert vældigt velmenende dialogmøde om Ærøs udviklingsstrategi i scenarier hhv. 5 og 22 år ude i fremtiden (interesserede kan finde strategien her)

Borgermødet afholdtes 11. marts på Rådhuset, hvor grupper på strategiske indsatsområder behandlede Børn og unge, Infrastruktur og transport, Uddannelse og kultur, Sundhed og ældrepleje, Turisme og erhverv og Natur og miljø.

Jeg selv dumpede småskizofrent ned i Turisme og erhverv, havde lyst til at være med flere steder, men snakken tog hurtigt fart, stramt styret godt nok af et kommunalbestyrelsesmedlem (repræsenteret med én for hver af grupperne), og emnerne kunne pga. tidsrammen kun overfladisk skitseres og, opdagede jeg, slet ikke undergå en diskussion. Ingen af udviklingsstrategierne blev gennemgået behørigt, og oplægget var mildt sagt hverken detaljeret eller for den sags skyld videre opsigtsvækkende. Desuden synede det nærmere som et færdigbehandlet dokument man blot afslutningsvis ville sikre sig borgernes "signatur" og godkendelse på, hvorfor jeg for min del gik derfra ligeså uafklaret, uforløst og nysgerrig, som jeg var forinden mødet. Nu ser jeg så frem til aktion på et utal af strategier, (og gerne også med adskillige fremtidige muligheder for deltagelse), men frygter at Borgermødet var det pæne, pligtskyldige forsøg på borgerinddragelse, som kommunen retfærdigvis - og som mindstemål - skal opfylde.

En af de udviklingsscenarier (indenfor turisme og erhverv), som kommunen angiveligt anskuer særligt attraktivt, er Ærø som iværksætternes paradis. I strategioplægget fremgår det således, at der bl.a. skal arbejdes med...

"at skabe forudsætninger for, at Ærø kan brandes som Iværksætternes Ø. I den forbindelse etableres en udviklingspark, hvor iværksættere kan støttes og stimuleres af etablerede virksomheder, mentorer, professionelle rådgivere og hinanden i et fælles 'rugekassemiljø', indtil de er 'flyvefærdige'."

"en indsats for etablering af nicheproduktioner, bl.a. baseret på lokale råvarer."

Det er jo lutter vellyd hos en halvstuderet røver, som jeg selv, der omtrent ugentligt får projektideer og gejst til (næsten) helhjertet at springe ud i alskens altruistiske og yderst sjældent økonomisk rentable iværksættereventyr. Lige indtil skatteregler, forsikringer, medfinansieringsmuligheder, bureakratiske snirklerier og forretningsplaner på lempelig vis får mig krympet i skjul bag et værn af undskyldninger og idémæssig afholdenhed - for en tid. Men andre gør det. Springer ud i det. Og nogle gør det endda rigtig godt. Også på Ærø. Om det går godt, det ved jeg ikke, men hatten af for det.

Iværktrækkeri

Det bringer mig på ret kurs igen, hvad angår de amputerede ambitioner og de store generalforsamlingers højtid. Jeg kan i Fyns Amts Avis erfare, at det kun to år gamle initiativ, Ærø Erhvervs- og Vækstfond, nu må kappe livslinen. Vækstfonden var funderet på ideen om at skabe en egenkapital på 100.000 kr., som kunne danne grundlag for støtte af lokale erhvervsinitiativer, bl.a. via tegning af folkeaktier. Det mål kunne, mod forventning, ikke nås det første år, og heller ikke 2. år bragte liv i og opbakning til foreningen, som nu må se sig opløst og tydeligt desillusioneret. Med denne udvikling er det svært at se (brand)potentialet og (brand)ambitionerne bag et Iværksætternes Ø. Og der har uheldigvis heller ikke været kommunal udmelding på det slagne initiativ, endsige beklagelse.

På den ellers så musikalsk swingende Ærø Højskole bidrog den nys overståede generalforsamling heller ikke med nye, velklingende numre til repertoiret. Der er hul i økonomien og tilsyneladende bundløst fald i elevtallet, så her mere end frygter man, at luften visseligen drøner ud af den ærøske kulturhøjborg og grundtvigianske satelit. Og så sent som idag kunne lokalsprøjten så berette, at Ærø Natur og Energiskole, med deres nylige ditto, følger fint trop i rækken af nedslående regnskaber og lemlæstede udsigter. Og det foruden kuldsejlede, men ellers forfriskende visionære planer om en IT-efterskole (som alle tilsyneladende allerede har glemt alt om), og ja, jeg gruer næsten for at åbne mit lokale nyhedsfix i morgen. Og med fare for at blive lidt spids og min blog en brokblog...hvad hulen er der gået i Ærø!

Man kan selvfølgelig diskutere, hvorvidt det ganske enkelt er beskæmmende, at gode ideer, en del arbejdspladser, en del potentielle virksomheder og et substant, driftigt, og også ofte frivilligt, engagement gang på gang lader livet, fordi Ærø generelt set har ufattelig ondt i midlerne. Men hvad værre er - gør det ingen bekymrede? Hvorfor snakker alle om vejret og ingen om redning?

Jeg kan høre vores ellers meget sympatiske borgmester gentage, at "..vi alle trækker på samme hammel". Ja, trækkeriet kan jeg erklære mig enig i. Og sikke et læs...

Hvor nødig jeg vil det - og har erfaret ved en del græsrodsplaner i ærøske udviklingsinitiativer - så må jeg, alle de gode viljer til trods, tilstå at Ærø syner mere af iværktrækkeri end iværksætteri.

I lige linie iøvrigt, var Ærø Camp 05, et - af ærøske forhold - noget større strategisk "kvantespring", som rigtignok duftede lifligt af både kreative og bæredygtige udløbere, hvor der idag, mig bekendt (men korrigér mig gerne, hvis jeg kan få en solstrålehistorie på ret køl), resterer kun en enkelt af seks initiativer,VE Event Ærø. Dengang skulle Camp'en give Ærø en ansigtsløsning og lire attraktionsværdien opad for fremtidige erhverv og arbejdspladser på øen. Og ja, Vækstfonden VAR også en af de ideer, som så aldrig nåede at "få hår på brystet". Det kunne dog være lærerigt og interessant, om Ærø selv evnede at belyse, hvorfor innovationen her sjældent forekommer med lang holdbarhed. Mest af alt, selvfølgelig, for ikke at gentage negative mønstre, og for at blive klogere på dem, simpelthen. Og her er dialogen borgere, erhvervsfolk og politikere imellem, og en forhåbentlig glødende ærøsk værdidebat, helt essentiel. Og værd at skubbe igang.

Men derudover kan alene en politisk valgt dagsorden med værdiprocesser som en prioritering skabe grobund for et langt mere nuanceret afsæt for genoplivning og redefinition på en række udfordringer, som kan virke påny i det sydfynske omdrejningspunkt af erhvervs-/tilflytningsfremme og turisme.

De rigtig gode udviklingsinitiativer opstår alt for sjældent, finansieres næsten udelukkende på velvilligt engagement og lutter gode intentioner af privat beskaffenhed, men tvinges nærmest udi at opbruge krudtet alt for hurtigt.

Tilbage hænger en fed omgang røgslør og løst ammunition med kun et eneste sigte; lige lukt i Øhavet. Ud hvor historiens vingesus næppe overstiger stiv kuling, og fremtidens Ærø lulles ind i takt til duvende færgeplaner, og går til bunds på en sandbanke nær Skovballe.

Og må jeg minde om, at den ærøske kommunalreform tog fart et år før alle andre, og at Ærø af den grund (foruden det beskedne omfang, som kommunen reelt antager) burde være langt længere fremme.

Brand i begreberne

Mens jeg på ægte ildsjæle-vis, men dog i branding-åndens tegn, forsøger at tippe bare en enkelt af de vises sten, så er det ikke for at genkalde mig ærøboerne i deres utvivlsomt berettigede fordomme om, at tilflytterne altid råber REFORM lige indtil inertien bypass'er sin egen stiltiende '..det går aller' ind i hjertekulen på dem.

Nej, det er snarere fordi energien, engagementet og viljen faktisk ER stor på Ærø (og meget nødigt skulle drives rovdrift på). Den kanaliseres jævnt hen som spredehagl på ufattelig mange gøremål, der ikke efterlader noget entydigt og konsistent billede af, HVAD Ærø er, HVOR Ærø vil hen, og HVORDAN Ærø har tænkt sig at manøvrere i havn. Men det er selvfølgelig også et slags billede.

Ellers skulle man alternativt helt undlade at tale om branding. Skønt dette begreb antager nærmest filosofiske discipliner og uafladeligt er på alles læber, så er branding i sit rette element ikke et spørgsmål om entydigt at kommunikere det gode, det særegne og unikke, men derimod at afsøge kernen i en fælles identitet og et fælles defineret værdisæt, i dette tilfælde dét, der kunne binde ærøboerne sammen. Og så på bedste vis formidle det ud.

Retfærdigvis skal nævnes, at kommunen - i hvert fald på turismefronten - i slutningen af '07 har fået Bygningskultur Danmark til at udarbejde en analyse som kan ses her. Det er dog småt med "interaktionen" i den ærøske offentlighed (analysen er iøvrigt foretaget på interview med kun 13 ærøske nøglepersoner), og jeg tvivler på at turisme-oplægget er formidlet, fornemmet og operationaliseret for alvor, selv i kommunens eget regi.

Alle kommuner har en sjæl, mange en vision, de fleste en lang række af strategier, men endnu kun få finder det anstrengelserne værd at kommunikere det til deres egne borgere. Ret beset er ærøboerne jo de vigtigste ambassadører, og Ærøs omdømme står og falder med, hvordan netop øens og kommunens borgere - for enden af processen - måtte videregive dette potentielle brand. Det er derfor slet ikke uvæsentligt, hvordan udviklingsstrategier kommunikeres, hvordan de inddrager - eller ikke inddrager borgere, hvordan de udgør et udgangspunkt for egentlige visioner, og for hvordan vi på en sammenhængende vis lever drømmene ud, sammen.

Det er derfor en højtråbende bøn og en svært optimistisk opfordring;
Lad nu visionerne blomstre, dialogen fremmes og debatten mangedobles, så forår på Ærø kan springe i fuldt flor.

Godnat, Ærø.

Æggende Ærø...

Så er ærøsk hamstring af æg sat ind, og ganske sikkert også alenlange bestilllinger på bagerens hjemmebagte pølsebrød...Det er dagen før dagen før dagen, og påsken er over os og Ærø snart på den anden ende. En gang var Langfredag virkelig en lang fredag, og påsken noget jeg brugte i malertøj, eller med årets hovedrengøring. Senere blev det noget med en familiedag, hvor alle var samlet og vi smæskede os i gode spiser, alt for mange ckokoæg og en fedladen omgang Trivial til langt ud på natten. Men så flyttede vi til Ærø...Altså, hvis man tror juleaften er årets højtideligste dag eller hellige aften, så har man ikke oplevet ærøsk påske i fuldt flor!

Det er nu Ærøboerne rykker sammen...Og rykker ud!

Der er dømt landlov og øens udstationerede ungdom med påhæng, og anden hjemvendt familie, bogstavelig talt, bølger i taktfaste horder ud af bovporten på Ærøfærgen. Sikken et syn!

Og det ærøske ophav smiler overbærende, og genkalder sig hine tider, mens øens handlende raseres for påskebryg - eller blot alt med promiller - og lægger beslag på hver en ærøsk gæsteseng.

Det er Lille Højsæson og Ærø har pyntet sig. Der er papirklip og liljer og stynede hegn og plyssede hække. Der er bramgæs og buksbom og velholdte haver. Der er rengjorte ruder og guldrandet udsigt, og vinter på halv, men Ærø på hel.

Og ind triller festen, og selvklart ærøs stolteste af traditionerne...ægkogning.

Kysten rundt hele øen lægger krop til, når Ærø koger over. Og de bedste campist-gener, forede tophuer og spejdertricks luftes - og hele møblementer ofres - når ærøboerne påskelørdag rykker sammen, og rykker ud. Ud langs vandet, hvor bål blusser op, og gryder og pander og folk slås om pladsen. Og pølser og brød langes rundt i et væk...Og æg..og æg, og æg og æg og æg.

"Der er hønsehold, og sømandstrold og bondeknold og tusindfold af Ærøbørn med latter i, og helt euforisk trylleri, og skrål og røde kinder. Og bryggen klukker hatten fuld, men aldrig Ærø helt omkuld, og tiden hører ingen steder hjemme. Og øens folk tager natten med, og hele Ærø let på sned, går ingenlunde lige ud, og holder vejret længe."

Rigtig glædelig Påske..og god fest.

Ønske-Ø

”Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer, bebo de danskes øer”
(Adam Oehlenschläger, 1819)

Siden 1866 har vi gjaldet Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” som vor egen nationalsang, og sjældent er ”produktet” så levendegjort og udtalt og drømmende hensat, som når vi i fællesskab besynger de utallige smukke ’danskes øer’, som med gavmild hånd er drysset ud overalt i de hjemlige farvande.

At tale om danske øer, er at tale om hele Danmark, hvor natur og kultur er koncentreret i en imponerende mangfoldighed. Men intet sted er essensen af den imødekommende, uhøjtidelige og hyggelige danske folkefærd så iøjenfaldende og mærkbar, som i oaserne af dansk mikrokultur og livet på øerne.

Salt og jomfruhummere fra Læsø, Cider fra Fejø, marmelade fra Strynø, rav fra Fanø, kartofler fra Samsø og sild fra Christiansø. Fossiler på Fur, klipper på Bornholm, kunst på Langeland, jazz på Femø, søfart på Ærø - øerne er i sandhed smagen af Danmark og landets skatkammer af uspoleret natur, autentiske, levende købstæder og sjælen af tusinder af danskes år med virke i jorden, i fiskeriet og besejling af havene.
De fylder flot i landskabet, de danskes øer, og ligger godt i munden...som et nistret, rødt dybdahl-jordbær, et stykke smørrebrød med friskpillede rejer og lyse, lange sommernætter, bølgeskvulp, brogede køer, mælkebøttemarker og fjordro. Der har vi hjemme.

Og det lyder jo næsten for godt til at være sandt...Men det er det! Ved de første opdagelsesture rundt om og på vores nyerhvervede ærøske gård, udbrød min kæreste ekstatisk som noget nær det første; "Nej, nu brækker jeg mig...Vi har sgu' også en kilde, der springer på grunden!"

Der er faktisk ingen turistglittede eller storytellende aspekter, der har så troværdigt et grundlag som netop fremstillingen af ølivets natur og landskaber, dens købstæds- og landsbymiljøer, kyststrækninger og dens kultur, naturlighed og mentale islæt. Men når det er sagt, så er den ligesom alle andre pletter på Danmarkskortet også et udsnit af hverdagsliv i stort og småt. På tværs af alt fra ungernes idræt, ens egen?!?, arbejde, daginstitutioner, karriereambitioner, transport, madlavning, foreningsengagement, hunden hos dyrlægen, politiske dagsordener, snotnæser, gåture, stress, erhvervsudvikling, netshopping, gylletank, skolestruktur, miljø, bifture, borgermøder, SuperBrugsen, havehold og alt for mange husgerninger!

Ærø er en af de større danske øer, beliggende i det sydfynske øhav, som i dag beboes af knap 6.700 mennesker. Befolkningstallet har været faldende gennem mange år, fald i antallet af børnefødsler og en primært ældre befolkningsgruppe på øen som nu falder bort, har trukket tendensen nedad. Men desuden har selvfølgelig børnefamiliernes fraflytning været et væsentligt problem. Det ser nu ud til, at den negative tendens er ved at vende, og flere er da gennem de seneste 3 år flyttet til end fra øen.

Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg og min familie har været med til at præge den udvikling. I det små, selvfølgelig. Men intet sted er vendingen "mange bække små.." bogstavelig talt så accentueret som netop i de små samfund. Og på øerne.
Ærø er mødet med det udtalt nære og forpligtende. Hvor man dagligt konfronteres med sin egen gøren og laden. Fordi den betyder noget her. Fordi den bliver synlig her, i det lille lokale rum. Og det er en blandet, men også meget positiv udfordring, på samme tid at elske det eksisterende og have ubændig lyst til at ruske op i det.

Ærø er sin egen herre, kommunalt set, og i øvrigt særlig i dén forstand at den allerede et år før den gennemgribende kommunalreform, opstod som selvstændig kommune, nærmere bestemt pr. 1. januar 2006.

De nye danske kommuner er generelt set sammensatte og ikke født med en sjæl, eller til nød kun en splittet en af slagsen, da de oprindelig bestod af tidligere selvstændige kommuner, hver især typisk bygget op om en hovedby. Således var Ærø tidligere bestående af hhv. Marstal og Ærøskøbing Kommuner, med Marstal som administrativt hovedsæde.

I det perspektiv er det over hele landet nu blevet væsentligt at skabe sig nye kommunale identiteter. Kommunikationsfolk, citydesignere, medieeksperter og markedsføringsorakler er i færd med at forny, definere og positionere det nye Danmarkskort, i al dets vælde og væsen af nu færre kommuner og regioner, med meget mere fylde.

Ikke kun i erhvervslivets resultatorienterede management florerer branding som overskrift og løsningsmodel for skævvredne, forkerte eller slet ingen formulerede værdier. Gennem de seneste 15 år har brandingbølgen ramt virksomhederne i form af corporate branding, som forsøget på at differentiere sig i forhold til konkurrenter. Og det er i den næsten navlepillende granskning af virksomhedens inderste sjæl og identitet - og det der gør virksomheden unik og umulig for andre at kopiere - at branding tager sit udgangspunkt.

Det er jo ikke nyt, at byer og områder markedsfører sig på kommerciel basis. Det nye er, at brandingbegrebet også søges adapteret i kommunal strategi- og udviklingsøjemed. Og at øerne som enten selvstændige kommuner eller selverklærede selvstændige "stater" og mini-riger, både lider under og drager fordel af elementer i branding, fordi værdierne netop her er så udtalte, så uimodståelige, så enkle...lige til højrebenet, ku' man sige.

Og i en tid, hvor snart sagt alt kan brandes, hvor virksomheder, produkter, lande, steder, personligheder - alt fra cementblandere og til økologiske landbrug, naturlegepladser til operahuse, sociale netværk og til hybride samtaleløsninger - bliver vredet igennem superfortællingernes kommunikationsmaskineri, der synes nu en samtidig tendens til besindelse og selvransagelse. Begrebsforvirring og ”brand-uvæsen” er røget lige durk ind på den organisations- og kommunikationsteoretiske arena. En arena hvor kunsten at tæmme en tyr har rødder helt tilbage til de oldgræske kulturer, dér, hvor også de retoriske artefakter opstod - og udkæmpedes som tilsvarende styrkeprøver på liv og død.

Med udgangspunkt i Ærø som ø, men også som selvstændig kommune, vil jeg både her på bloggen og som et forskningsobjekt - en case study - på mit merkonomstudie, skildre dagligdagen i stor og lille skala. Og i lyset af udviklingsperspektiver, de nye af øens bedrifter og tiltag, de store visioner, de skæve vinkler eller de små gøremål, som jeg deler med mine 6.700 bofæller. Ligesom jeg samtidig vil benytte kærkomne lejligheder til også at anskue Ærø udefra. Gennem det vindue som øens nære og fjerne omverden, ser Ærø. Og sådan som jeg selv husker - og konstant også minder mig selv om - hvordan horisonten blev høj og lang og dyb og bred, da Ø-drømmen skulle realiseres for et par år tilbage, og jeg for alvor rettede kursen ind mod øhavet og Ærø i dens midte. Der har jeg nu hjemme.