søndag den 25. maj 2008

Ærøske udviklingsstrategier

Kommunen har udarbejdet forslag til udviklingsstrategi for Ærø kommune fra 2008 til 2013.
Høringsfasen startede den 7. maj og slutter den 25. juli.
Strategierne blev præsenteret og diskuteret ved et borgermøde, som afholdtes 11. marts på Rådhuset, hvor grupper på strategiske indsatsområder behandlede Børn og unge, Infrastruktur og transport, Uddannelse og kultur, Sundhed og ældrepleje, Turisme og erhverv og Natur og miljø. (se iøvrigt mere herom i tidligere indlæg)

I Sysleklubben, som er et kvindeligt tilflytternetværk, er debatten godt igang om disse strategier. Og flere byder nu ind med ideer, input og opfordringer, som også skal være tilgængeligt fra denne blog.
Se mere i kommentarer til dette indlæg, giv din mening til kende. Også gerne på Ærø Kommunes debatside, hvor man ikke kan være sikker på at indlæggene bliver besvaret. Til gengæld bliver de formentligt både set og læst. Så lad os levendegøre strategierne, diskutere dem og gøre dem relevante og nærværende for os alle.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Er der nogen, som vil med op at ride på min kæphest: cykel/gangsti på landevejen under visionspunktet: børn ELLER wellness ELLER sundhed
> ELLER nærmiljø ELLER bare 'overlevelse'??

Anonym sagde ...

Jeg er helt klart med på den med cykelsti.

En af de ting der slår en som tilflytter er hvor lidt man pludselig cykler ifht. dengang vi boede på sjælland.
Jo, en søndagstur af de smukke cykelruter bliver det da til, men ikke meget i det daglige.
Det hænger selvfølgelig sammen med at vi nu bor på "landet" hvor vi før boede i byen, og derfor er det hurtigere at tage bilen.
Men det har også stor betydning at den hurtigste vej som oftest går via landevejen og den er altså ikke rar at køre på med eller uden børn.
F.eks. cykler vores store pige Anna på 10 år efterhånden så godt at hun ligeså godt kunne cykle de 7km til Søby Skole som at cykle op og tage bussen i Bregninge.
Hun ville kunne køre hjemmefra samme tid og så var dagens motion klaret.
Men hvem tør lade en 10 årig cykle ad landevejen hver morgen? Ikke jeg.

Så kunne hun selvfølgelig cykle af "bagvejen" langs kysten.Den er godt nok smuk, men også 15 min. længere.
Ikke særligt realistisk medmindre man er turist og har masser af tid.

I en tid hvor der er megen fokus på betydningen af motion (bl.a. KRAM) og erkendelse af, hvor vigtigt det er at man får de gode motionsvaner fra starten, kan det undre at der ikke er mere fokus på at skabe en sikker cykelvej for alle børn og voksne når de skal til skole/arb.
Det vil jo også have stor betydning for miljøet hvis flere valgte cyklen frem for bilen.

I udviklingsstrategien står at kommunen skal arbejde for:
"at udbygge cykelstinettet på Ærø, så cyklister sikres sikker transport på øens mest trafikerede veje"

Det bør de helt klart holdes fast i.

For mig at se er det da positivt med en udviklingsstrategi.
Men mange steder synes jeg den er utrolig subjektiv og alt for bredt
defineret, især under børn og unge samt uddannelse.
"vi skal fortsat have gode pasningsmuligheder" .... og ?
"vi skal have en velfungerende folkeskole" ... ja god ide, men hvordan er sådan en ?

Men jeg glæder mig over at man vil lave spørgeskemaundersøgelser om:
Hvorfor er tilflyttere flyttet til Ærø.
For måske kom tilflytterne af årsager som politikerne er i gang med at fjerne.
Man er heldigvis klar over:
"at afgørende for øens udvikling er øget bosætning, primært af
erhvervsaktive familier med børn. Tilflytning af børnefamilier er nøglen til at vende udviklingen".

Så det er nok en god ide at spørge hvorfor vi kom.
Og hvordan får vi flere ?

Ærø skal være sig selv - ikke en forlystelsespark. Det vigtigste er en lokalbefolkning som er glade og tilfredse med ø-livet, så skal turisterne nok komme.
(og se de lokale tosser i autentiske dragter gå rundt i deres reservater).
Det skulle jo nødigt ende som flere steder sydpå, som byggede og
byggede til turisterne og da de endeligt var færdige havde turisterne
fundet et nyt og mere "ægte" sted.

Anonym sagde ...

Nemli' Mikkeline! Og jeg gik og troede det var mig der havde den kæphest i stalden...
Da vi for...uha... snart 8 år siden flyttede hertil havde jeg i min blåøjede turisttænkning helt alvorligt forestillet mig at min raske dreng på 7 år skulle køre på sin flotte nye cykel i skole hver dag...det lå jo lige henne om hjørnet og vi havde øvet på Odenses cykelstier hele sommeren.
Odense, I ved, den der by med myldretid foran Bilka og Rosengårdscentret, men her var der adskildte cykelstier overalt, og folk kiggede faktisk ud ad vinduet og tjekkede at de ikke drønede ind i hende moren med drengen på den lille blå cykel når de skulle dreje. Nå, vi boede nu i Dunkær og knægten skulle gå i Rise skole, det var perfekt! Motion, frisk luft og en grøn ø ...lige til at dåne over. Det gjorde jeg næsten også da vi sammen stævnede ud på den mystiske første skoledag, min søn skulle begynde i 1. klasse! På den meget korte tur lykkedes det mig at oparbejde et temperament der faktisk passede sig bedre for en meget grim rejekælling end en for en velfriseret engelskstuderende på vej til et nydeligt arrangement med et barn der endnu ikke havde lært at sige "FUCK!" Der var godt med biler, og de kørte alle sammen som om de lige var drejet ud på motorvejen og havde en aftale i Grenå om ti minutter. Det var en meget kort tur, men jeg mistede alle mine romantiske illusioner på de godt ti minutter. Knægten kom ikke til at cykle i skole. Han kom faktisk slet ikke til at cykle igen før han blev så stor at jeg måtte lægge mig de højere magter i vold og give slip.(Man kan ikke stå og sige til en 12 årig at han skal få nogen sunde interesser i stedet for at ville cykle rundt ude i naturen) Og ja, det er et
mirakel at det går så godt som det gør så tit som det gør :) Og hvis man ikke tror på engle på overarbejde er nedbidte negle nok et af ens mindste problemer. Jeg har råbt op om de cykelstier der burde komme her på øen i godt 6 år, det eneste jeg har hørt fra folk der vidste hvordan kagen krummede i kommunen, var en dyb og hjertelig latter, men måske er tiden nu moden til nye toner! Hurra hvis det lykkes os at få en grøn ø med trafiksikkerhed
for dem der gerne vil cykle! Vi er mange der vil ha' godt af det! Og vi ville spare enorme summer på sundhedbudgettet. Giv os et KRAM og byg en sti :) vi vil godt cykle! Både store og små.

Anonym sagde ...

Cykelstier - hvor der er behov for det, f.eks ml. Olde & Rise til
skolebørnene.Samt ml. Tranderup & Bregninge. Gerne hele vejen op til Søby.
Fridtidsaktiviterne skal prioriteres jvf. den nye strategi -men er der forældre som skal køre til og fra (curling børn :-( ... eller skal vore børn
have friheden & selvstændigheden til at cykle til diverse aktiviteter og ikke mindst rundt til legekammerater (som er en gratis aktivitet indeholdene
mange sociale elementer) samt den gode og gratis motion som i kraM?!

Cykelstier tilgodeser ligeledes turister, folk som vil cykle til arbejde(M)og alle de studerende som Ærø også gerne vil profilere sig på. Som skole
oplever vi at vore cyklende elever overfuses at store lastbiler, når de cykler til og fra praktik. Jeg ved at Ærø Efterskole har nogle lignende oplevelser.

Egentlig kunne jeg godt tænke mig -at der foruden cykelstier på strækninger hvor det er absolut påkrævet - var et fodgænger overgang f.eks. først og sidst i Bregninge, Godthåb og Tranderup - det kunne også være ét i hver
landsby. Rise og Olde kunne også godt bruge ét. For der bor jo mange børn på hver side af landevejen, som skal krydse den til og fra skole, fritidsaktiviteter og legekammerater.

Vi håber ikke at der skal ulykker eller dødsfald til førend sådanne tiltag kan ske. Indtil videre går det jo meget godt - for vi kører jo dem derhen hvor de skal...

Anonym sagde ...

Bare en tanke affødt af Stines mail: hvis andre kæphesteryttere, som Stine,
orker at skrive eget oplæg, KAN det vel ikke andet end at give MERE? Altså,
jeg mener, 7 visioner/forslag fra 7 hjørner på Ærø om (her) cykelgangsti
skaber mere opmærksomhed end ét oplæg m. 7 underskrifter?