Ønske-Ø

”Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer, bebo de danskes øer”
(Adam Oehlenschläger, 1819)

Siden 1866 har vi gjaldet Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” som vor egen nationalsang, og sjældent er ”produktet” så levendegjort og udtalt og drømmende hensat, som når vi i fællesskab besynger de utallige smukke ’danskes øer’, som med gavmild hånd er drysset ud overalt i de hjemlige farvande.

At tale om danske øer, er at tale om hele Danmark, hvor natur og kultur er koncentreret i en imponerende mangfoldighed. Men intet sted er essensen af den imødekommende, uhøjtidelige og hyggelige danske folkefærd så iøjenfaldende og mærkbar, som i oaserne af dansk mikrokultur og livet på øerne.

Salt og jomfruhummere fra Læsø, Cider fra Fejø, marmelade fra Strynø, rav fra Fanø, kartofler fra Samsø og sild fra Christiansø. Fossiler på Fur, klipper på Bornholm, kunst på Langeland, jazz på Femø, søfart på Ærø - øerne er i sandhed smagen af Danmark og landets skatkammer af uspoleret natur, autentiske, levende købstæder og sjælen af tusinder af danskes år med virke i jorden, i fiskeriet og besejling af havene.
De fylder flot i landskabet, de danskes øer, og ligger godt i munden...som et nistret, rødt dybdahl-jordbær, et stykke smørrebrød med friskpillede rejer og lyse, lange sommernætter, bølgeskvulp, brogede køer, mælkebøttemarker og fjordro. Der har vi hjemme.

Og det lyder jo næsten for godt til at være sandt...Men det er det! Ved de første opdagelsesture rundt om og på vores nyerhvervede ærøske gård, udbrød min kæreste ekstatisk som noget nær det første; "Nej, nu brækker jeg mig...Vi har sgu' også en kilde, der springer på grunden!"

Der er faktisk ingen turistglittede eller storytellende aspekter, der har så troværdigt et grundlag som netop fremstillingen af ølivets natur og landskaber, dens købstæds- og landsbymiljøer, kyststrækninger og dens kultur, naturlighed og mentale islæt. Men når det er sagt, så er den ligesom alle andre pletter på Danmarkskortet også et udsnit af hverdagsliv i stort og småt. På tværs af alt fra ungernes idræt, ens egen?!?, arbejde, daginstitutioner, karriereambitioner, transport, madlavning, foreningsengagement, hunden hos dyrlægen, politiske dagsordener, snotnæser, gåture, stress, erhvervsudvikling, netshopping, gylletank, skolestruktur, miljø, bifture, borgermøder, SuperBrugsen, havehold og alt for mange husgerninger!

Ærø er en af de større danske øer, beliggende i det sydfynske øhav, som i dag beboes af knap 6.700 mennesker. Befolkningstallet har været faldende gennem mange år, fald i antallet af børnefødsler og en primært ældre befolkningsgruppe på øen som nu falder bort, har trukket tendensen nedad. Men desuden har selvfølgelig børnefamiliernes fraflytning været et væsentligt problem. Det ser nu ud til, at den negative tendens er ved at vende, og flere er da gennem de seneste 3 år flyttet til end fra øen.

Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg og min familie har været med til at præge den udvikling. I det små, selvfølgelig. Men intet sted er vendingen "mange bække små.." bogstavelig talt så accentueret som netop i de små samfund. Og på øerne.
Ærø er mødet med det udtalt nære og forpligtende. Hvor man dagligt konfronteres med sin egen gøren og laden. Fordi den betyder noget her. Fordi den bliver synlig her, i det lille lokale rum. Og det er en blandet, men også meget positiv udfordring, på samme tid at elske det eksisterende og have ubændig lyst til at ruske op i det.

Ærø er sin egen herre, kommunalt set, og i øvrigt særlig i dén forstand at den allerede et år før den gennemgribende kommunalreform, opstod som selvstændig kommune, nærmere bestemt pr. 1. januar 2006.

De nye danske kommuner er generelt set sammensatte og ikke født med en sjæl, eller til nød kun en splittet en af slagsen, da de oprindelig bestod af tidligere selvstændige kommuner, hver især typisk bygget op om en hovedby. Således var Ærø tidligere bestående af hhv. Marstal og Ærøskøbing Kommuner, med Marstal som administrativt hovedsæde.

I det perspektiv er det over hele landet nu blevet væsentligt at skabe sig nye kommunale identiteter. Kommunikationsfolk, citydesignere, medieeksperter og markedsføringsorakler er i færd med at forny, definere og positionere det nye Danmarkskort, i al dets vælde og væsen af nu færre kommuner og regioner, med meget mere fylde.

Ikke kun i erhvervslivets resultatorienterede management florerer branding som overskrift og løsningsmodel for skævvredne, forkerte eller slet ingen formulerede værdier. Gennem de seneste 15 år har brandingbølgen ramt virksomhederne i form af corporate branding, som forsøget på at differentiere sig i forhold til konkurrenter. Og det er i den næsten navlepillende granskning af virksomhedens inderste sjæl og identitet - og det der gør virksomheden unik og umulig for andre at kopiere - at branding tager sit udgangspunkt.

Det er jo ikke nyt, at byer og områder markedsfører sig på kommerciel basis. Det nye er, at brandingbegrebet også søges adapteret i kommunal strategi- og udviklingsøjemed. Og at øerne som enten selvstændige kommuner eller selverklærede selvstændige "stater" og mini-riger, både lider under og drager fordel af elementer i branding, fordi værdierne netop her er så udtalte, så uimodståelige, så enkle...lige til højrebenet, ku' man sige.

Og i en tid, hvor snart sagt alt kan brandes, hvor virksomheder, produkter, lande, steder, personligheder - alt fra cementblandere og til økologiske landbrug, naturlegepladser til operahuse, sociale netværk og til hybride samtaleløsninger - bliver vredet igennem superfortællingernes kommunikationsmaskineri, der synes nu en samtidig tendens til besindelse og selvransagelse. Begrebsforvirring og ”brand-uvæsen” er røget lige durk ind på den organisations- og kommunikationsteoretiske arena. En arena hvor kunsten at tæmme en tyr har rødder helt tilbage til de oldgræske kulturer, dér, hvor også de retoriske artefakter opstod - og udkæmpedes som tilsvarende styrkeprøver på liv og død.

Med udgangspunkt i Ærø som ø, men også som selvstændig kommune, vil jeg både her på bloggen og som et forskningsobjekt - en case study - på mit merkonomstudie, skildre dagligdagen i stor og lille skala. Og i lyset af udviklingsperspektiver, de nye af øens bedrifter og tiltag, de store visioner, de skæve vinkler eller de små gøremål, som jeg deler med mine 6.700 bofæller. Ligesom jeg samtidig vil benytte kærkomne lejligheder til også at anskue Ærø udefra. Gennem det vindue som øens nære og fjerne omverden, ser Ærø. Og sådan som jeg selv husker - og konstant også minder mig selv om - hvordan horisonten blev høj og lang og dyb og bred, da Ø-drømmen skulle realiseres for et par år tilbage, og jeg for alvor rettede kursen ind mod øhavet og Ærø i dens midte. Der har jeg nu hjemme.